Biografi

Frederik Vang

Født: 26. Maj 1945

 

Kunstmaler - Frederik Vang

Kunstmaler – Frederik Vang

I alle de år jeg kan huske, har jeg interesseret mig for kunsten. Gennem mere end 40 år, har jeg arbejdet med malerier og indenfor de sidste år, har mine malerier udviklet sig i den eksperimenterende retning.
Jeg bliver inspireret af livet og dets mange facetter. Det fascinerer mig, hvordan et kunstværk, sætter forskellige tanker i gang afhængigt af hvem der beskuer det.
Når jeg arbejder i mit galleri, elsker jeg at fordybe mig i skabelsen af et kunstværk, en proces, som kan tage flere dage, hvor maleriet stilles til side, for senere igen at blive bearbejdet, inden det afsluttes efter et par dage. Ofte med det resultat, at det skifter karakter undervejs.

Mine malerier er for tiden præget af sprudlende stærke farver, og en legende tilgang til kreationen af værket.

Nedenfor kan du læse Kirsten-Marie Hedeland, Tv programvært på ”Kunst for Tiden” og skribent ved Kunstavisen´s anmeldelse af mit arbejde og min stil

Kunstanmeldelse af Frederik Vang

Frederik Vang arbejder med abstrakte kompositioner og finder sin inspiration i dels naturen, samt hverdagen som han frit fortolker i sine malerier.

Frederiks landskabsmalerier er ikke naturalistiske, men i stedet ret udefinerbare, med flyvende horisont og abstrakte former, der antyder naturen og landskabet. Man er ikke i tvivl om at der er tale om et landskabsparti, men det er ikke skarpt malet op.

Indtryk hentet i naturen og frisk lagret i erindringen fortolkes på lærredet med løs hånd og fri struktur. Den ustrukturerede og lempelige måde at illustrere naturen på er tiltalende, for vi får som beskuere ikke det hele forærende. Vi inviteres indenfor ud i det fri – under åben himmel, hvor steder og øjeblikke venter på os.

I hans abstrakte malerier finder vi mere tyngde end i landskaberne. Farverne er mere mættede og læner sig mere tungt op ad hinanden. De indeholder en helt anden kraft og giver et spontant modspil til de virkelighedsnære landskabspartier. I abstraktionerne behøver Frederik ikke hænge sine oplevelser fra hverdagen op på noget konkret, som han ellers er bundet af, når han maler sine landskaber. Han kan i sine abstrakte malerier frit fortolke og udfolde sig uhæmmet, hvilket han også gør i stor stil. De mættede spontane abstraktioner og den mere moderne naturalisme i forfriskende farver optager Frederik og der er ingen tvivl om, at han nyder at kunne udtrykke sig kreativt og finder glæden ved at arbejde med form og farver og skabe sine malerier, hvilket tydeligt ses i hans værker.
©Kirsten – Marie Hedeland

 

Kig dig omkring i mit galleri, hvor du kan finde nogle af mine mange malerier, og skulle der være noget du er interesseret i så kan du kontakte mig fra kontakt siden eller på Tlf: 20984492
  

Google+